Nyhed

Debat: Fri Forskning er i frit fald

Frie forskningsmidlers andel af BNP er faldet med 40 procent. Skidt for den risikovillige, banebrydende forskning, siger forskningsfaglige formænd for Danmarks Frie Forskningsfond; Annemarie T. Kristensen, professor, formand for DFF I Teknologi og Produktion, Lars Arge, professor, formand for DFF I Natur og Univers, David Dreyer, professor, formand for DFF I Samfund og Erhverv, Dorthe Gert Simonsen, lektor, formand for DFF I Kultur og Kommunikation, Ulrik Gether, professor, formand for DFF I Sundhed og Sygdom.

Selv om vi bliver rigere, bliver den offentlige investering i forskernes idéer ikke tilsvarende større. Det er der noget grundlæggende galt med. Et land, som skal sikre velfærden på lang sigt, må nødvendigvis have en offentlig, risikovillig task force med fornødne penge på lommen, hvor forskere på alle niveauer kan få prøvet deres idéer i konkurrence med andre.

En nedgang på 40 procent er en alvorlig nedprioritering af fri forskning, som danner spydspids og bidrager til at placere Danmark blandt de OECD-lande, der klarer sig bedst i forhold til videnskabelig gennemslagskraft af forskningsresultater.

Med andre ord er danske forskere blandt verdens dygtigste, og mange af dem har bedrevet excellent forskning med finansiering fra Danmarks Frie Forskningsfond. Med en kraftig nedgang i fondens bevillingstal de senere år kan man frygte et ringere antal forskningsmæssige nybrud om bare tre til fem år som en konsekvens af, at færre forskere i front har kunnet opsøge afgørende ny viden.

Hvert år ansøges Danmarks Frie Forskningsfond for mere end det syvdobbelte af, hvad fonden kan bevilge (2017). Det giver en succesrate på lidt over 10 procent. For fondens program for yngre topforskere er succesraten de senere år faldet til ca. 7 procent, hvilket er alt for lavt set i forhold til den gevinst, det er at sætte yngre topforskere i spidsen for nye forskningsområder af den højeste kvalitet.

Efterspørgslen på konkurrenceudsatte forskningsmidler er steget i takt med et øget fokus på at tiltrække ekstern finansiering, samtidig med at antallet af forskere er vokset og de offentlige konkurrenceudsatte midler er faldet. Som følge heraf er succesrater på ansøgninger om forskningsmidler historisk lave. Det er derfor vigtigt at sætte fokus på, hvordan vi får kickstartet de offentlige, risikovillige investeringer i banebrydende forskning som fundament for langsigtede strategiske prioriteringer.

Spørger man 923 forskere, angiver majoriteten, at de foretrækker bevillinger på mellem 3 og 10 mio. kr. til at forfølge forskningsspor eller adressere helt nye problemstillinger, som de ikke har tilstrækkelige ressourcer til at forfølge i dag.

Med en gennemsnitlig bevillingsstørrelse på 2,6 mio. kr. og med bevillinger på op til ca. 6 mio. kr. har Danmarks Frie Forskningsfond en særlig betydning for vækstlaget, som får mulighed for at afprøve lovende idéer for relativt små midler i en tid med voksende bevillingsstørrelser hos andre offentlige og private fonde.

Det behov er åbenlyst. Små og mange risikovillige bevillinger har stor betydning for, at Danmark sikres en diversitet af nye forskningsområder og kan være med inden for fremadstormende forskningsområder, hvor udviklingen går stærkt, og hvor Danmark konkurrerer med andre handlekraftige forskningsnationer. Det ses, når fonden håndterer og identificerer lovende forskning blandt 2000-4000 ansøgninger årligt.

Det drejer sig om forskning i klimaforandringer, i kroppens og planters enzymer, sygdomsmekanismer, cellebiologi, bioteknologi, intelligent velfærdsteknologi, kvanteteknologi, kunstig intelligens, digitalisering, overvågningsteknologi, forholdet mellem teknologi, samfund og menneske, internationale kapitalstrømme og skattely. Alle forskningsområder er i konstant udvikling blandt andet på grund af mange små og velvalgte forsøg på at løse grundvidenskabelige spørgsmål for offentlige penge.

Risikovillige forskere som Claus Felby og Ulrik Lund Andersen er nogle af de spydspidser inden for hhv. bioteknologi og kvanteteknologi, hvis idéer har taget kvantespring for offentlige frie midler, og hvis forskningsindsats har mangedoblet investeringen fra offentlige og private investorer.

Hvad angår Grundforskningsfondens store satsninger gennem de såkaldte Centers of Excellence 2017-2018, så er ni ud af 10 centerledere forskere, der tilsammen har modtaget 150 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond på afgørende tidspunkter i karrieren til idéer, der er blevet skelsættende for dansk forskning.

Ses der særskilt på teknologiområdet sender Danmarks Frie Forskningsfond 2/3 dele af projekterne direkte i favnen på offentlige og private virksomheder, der profiterer af samarbejdet med offentlige forskere, som risikovilligt går nye veje.

Faldet i offentlige bevillinger til fri forskning rejser spørgsmålet, om den opadgående tendens til store bevillingssummer skaber nok diversitet og et rigt vækstlag som trædesten for en sund forskningsøkologi og mange års succes med at balancere det offentlige forskningsbudget mellem fri og strategisk forskning.

I Danmark bør vi skele til, hvordan andre stærke forskningsnationer balancerer de offentlige forskningsbudgetter. Schweiz udmærker sig ved at have stor, risikovillig offentlig kapital til den grundvidenskabelige forskning og et attraktivt forskningsmiljø på universiteterne, der tiltrækker internationale topforskere. Risikovillige investeringer i excellente forskeres idéer skaber et godt afsæt for innovation og forskningsbaseret uddannelse af høj kvalitet. Det er det, man ser virke i Schweiz. Derfor er det væsentligt, at der på finanslovsbudgettet 2019 satses ambitiøst på den frie bottom up forskning gennem Danmarks Frie Forskningsfond for fortsat at sikre en dansk førerposition.

Danmark indtager med Schweiz en førsteplads, når det kommer til forskernes dygtighed. Men når det kommer til innovationskraften, følges de to lande ikke ad. Her forbliver Schweiz på førstepladsen, mens Danmark daler ned af rangstigen, også overgået af Sverige. Det er der givetvis flere årsager til, én af dem kunne være, at innovation står på skuldrene af offentligt, finansieret fri forskning og dermed på Schweiz’ stærke fokus på risikovillige investeringer. Hvis Danmark fortsat skal blande sig i toppen, er det afgørende at holde kadencen og angribe forskningsmæssige problemstillinger som de første.

Muligheden for at iværksætte perspektivrige forskningsidéer er blevet for lille. Således har Danmarks Frie Forskningsfond måttet udmønte knap 1/3 færre projekter i 2016 og 2017 sammenlignet med 2014 og 2015. Fonden så meget gerne, at debatten om et balanceret offentligt forskningsbudget højnede ambitionen om risikovillige investeringer i den frie forskning, når der tages fat på at forhandle de sidste penge til forskningen i 2019.

2. oktober 2018

Politiken Analyse: Fri forskning er i frit fald (30.9.2018)