Nyhed

Video: Vi er hele tiden på jagt efter den gode idé

Jane Hvolbæk Nielsen, professor på DTU, peger på den brede samfundsimpact af fri forskning. Specifikt tilfører den frie forskning industrien nye idéer. ”Det er interessant for os”, siger Vice President Tine Stensbøl, Lundbeck. Begge er medlemmer af Det Frie Forskningsråds bestyrelse.

Forskning bidrager bredt til løsninger på samfundsudfordringer og er en vækstmotor for dansk økonomi og konkurrencekraft.

Bred impact

- Forskernes idéer er vores bedste ressource, det er der, de nye tanker opstår, som er med til at præge vores samfund fremadrettet. Nogen idéer bliver til et helt konkret impact ganske hurtigt, mens andre har en lang vej til impact inden for et helt andet område, end man havde forestillet sig. Det er et spørgsmål om at udnytte den kreative ressource, vi har i form af forskerne. Det er meget vigtigt at finansiere i bredden, så man ikke kun prioriterer områder, man kan se blive benyttet i morgen, for så bliver vi gradvist fattigere, siger professor Jane Hvolbæk Nielsen.

Betydning for erhvervet

- Den frie forskning er rigtig vigtig for erhvervslivet, fordi den ikke er bundet af strategiske prioriteringer fra det politiske miljø eller fra os som medicinalindustri. Hvis vi kigger ud i universitetsmiljøet, så er der noget nytænkning, det er interessant for os. Vi er hele tiden på jagt efter den gode idé og forskere, der er i stand til at skabe noget nyt, siger Vice President, Tine Stensbøl, Lundbeck.

Hold dig ajour om effekterne af DFFs investeringer, følg rådet på Twitter @dff_raad

27. september 2016