Publikation

Årsrapport 2018 - statistik

Danmarks Frie Forskningsfond uddelte i 2018 414 bevillinger for et samlet beløb på 1,179 mia. kr. til banebrydende forskning inden for alle videnskabelige hovedområder.

Hele årsrapporten kan opleves her

Sidste år investerede Danmarks Frie Forskningsfond 850 mio. kr. i 261 forskningsprojekter - hvoraf godt 100 mio. kr. gik til tematisk forskning.

2018 var det første år, hvor fonden udmøntede tematiske midler. Dette førte til 22 stærke og samfundsorienterede forskningsprojekter - blandt andet med fokus på læring og uddannelse, tidlig indsats og dynamiske effekter af velfærdsinvesteringer.

Yderligere 192 mio. kr. gik til 34 nye Sapere Aude-forskningsledere og over 100 mio. kr. til en bred vifte af idéer, der alle er med til at understøtte dansk forskning.

Igen i 2018 har vi fået bekræftet, at høj kvalitet og originalitet er med til at placere dansk forskning i fronten. Forskerne er med på det højeste internationale niveau og har gennemslag hos private fonde såvel som i EU's forskningsprogrammer.

Det giver gode forudsætninger for samarbejde med samfundets vigtigste aftagere og sikrer, at forskningen gavner vores fælles samfund.

Forskere søger for det syvdobbelte

Med en succesrate på lidt over 14 procent og en samlet bevillingssum på 1,179 milliarder kroner, slipper forskere lidt oftere gennem nåleøjet hos fonden i 2018 end i 2017, hvor succesraten lå på godt 13 procent.

Særligt vores Sapere Aude-program har oplevet fremgang. Sammenlignet med året forinden har vi i 2018 tilført programmet yderligere 27 mio. kr., så vi med 192 mio. kr. har kunnet støtte 34 lovende forskningsledere.

Dermed har 10,6 procent af ansøgerne kunnet få en bevilling. Dette er en betragtelig fremgang sammenlignet med en succesrate på 7,5 procent i 2017.

I modsætning til de to foregående år var succesraten for kvindelige ansøgere højere end for mandlige ansøgere.

Med finansloven for 2019 får Danmarks Frie Forskningsfond et løft og finansierer i 2019 excellenceforskning for 1,221 milliarder kroner. Der er grund til at glæde sig over, at fonden kan bidrage til at igangsætte banebrydende forskning i 2019 for et større beløb. Det er et skridt i den rigtige retning.

m Download PDF
Publiceret

21. Mar 2019

Sideantal

15