Case

Forskere vil ændre fortællingen om, hvad det vil sige at være ung i yderkommuner i Danmark

Med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond vil en række danske og internationale ungdomsforskere undersøge hverdagslivet blandt udsatte grupper af unge, som bliver boende i yderkommunerne. Håbet er at få flere udsatte unge i uddannelse og arbejde.

  • Samfund og Erhverv
  • Forskningsprojekt 1
  • 2020

Flere og flere unge flytter fra de danske yderkommuner og mod byerne for at starte på en uddannelse eller arbejde. Det er de ressourcestærke unge.

Samtidig står en række udsatte unge tilbage i deres lokalområder med dårligere fremtidsmuligheder, fordi der er færre job og begrænset mulighed for at få en uddannelse.

Tidligere forskning har i høj grad haft fokus på de unge, som flytter væk, og de som vender tilbage.

Nu vil et nyt forskningsprojekt, som har fået støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond, sætte fokus på de unge, som bliver boende i yderkommunerne, og som ikke kan fuldføre en ordinær ungdomsuddannelse. Målet er at ændre fortællingen om, hvad det vil sige at være ung i yderkommunerne.

»Det er vigtigt at undersøge, hvad der kendetegner ungdomslivet på landet - både det positive og udfordringerne. Fokus skal være på livsvilkårene blandt de marginaliserede unge, som har svært ved at håndtere overgangen til voksenlivet og honorere de normative forventninger om at tage sig en uddannelse lige efter folkeskolen«, siger Jeanette Østergaard, senior- og ungdomsforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Hun som skal stå i spidsen for forskningsprojektet A Future of Staying? A Qualitative Longitudinal Study of the Everyday Life of Marginalised Youth Living in Rural Areas in Denmark, hvor en række danske og internationale ungdomsforskere gennem et års tid skal følge 40 udsatte unge i alderen 17-22 år bosat i yderkommuner i Sønderjylland og Nordvestsjælland. Kommunerne er kendetegnet ved en høj andel af udsatte unge, lavt uddannelsesniveau, en kønsskæv- og aldrende befolkning, fordi der er flere mænd end kvinder.

De unge, som skal indgå i studiet er alle tilknyttet en forberedende grunduddannelse (FGU), som er målrettet unge, der efter folkeskolen ikke er klar til en ungdomsuddannelse. De skal interviewes over tre omgange for at se, hvordan deres hverdagsliv, lokale tilhørsforhold og fremtidsperspektiver ændrer sig over tid. Samtidig skal forskerne undersøge, hvordan deres forestillinger om fremtiden kan have en betydning for, at de unge mænd og kvinder vælger frivilligt eller ufrivilligt at blive boende i deres lokalområde.

Projektet skal ende ud i to workshops i lokalmiljøerne i de udvalgte yderkommuner, hvor unge og lokale aktører skal diskutere forskningsresultaterne. På den baggrund ønsker forskerne at udforme 10 nationale anbefalinger til at styrke ungdomslivet og lokalområdet med henblik på at få flere udsatte unge videre i uddannelse eller arbejde.

Projektet, som skal løbe over to år, foregår i tæt samarbejde med lektor Mette Pless, CeFU på Aalborg Universitet. Desuden bidrager to anerkendte engelske professorer fra henholdsvis Canterbury Christ Church University og Huddersfield University.

Foto: Sergiu Valene, Unsplash. Ung kigger mod himlen
Modtager

Jeanette Østergaard
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Projekt

A Future of Staying? A Qualitative Longitudinal Study of the Everyday Life of Marginalised Youth Living in Rural Areas in Denmark

Bevilget beløb

2.783.039 kr