Case

Kan pauser gøre os mere kreative?

Nyt studie støttet af Danmarks Frie Forskningsfond dykker ned i et ukendt hjørne af læseforskningen: Pauserne. De kan gemme på nøglen til, hvordan vi understøtter kreativitet, kritisk tankegang og ideskabelse.

  • Tværrådslig
  • Inge Lehmann
  • 2021

Når vi læser, holder vi en masse mikroskopiske pauser. Vi bemærker det sjældent selv, men man kan tydeligt se og måle pauserne, fortæller lektor på Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet, Sarah Bro Trasmundi.

»Vi kan se på videodata, at folk stopper op og holder de her pauser i læsningen. Der sker en hel masse i mimikken og gestikken, og man kan se emotioneller forandringer – at man er frustreret, interesseret, forvirret – at der er noget, man overvejer. Vi er også i gang med at undersøge pausernes relation til forandringer i fysiologiske data som for eksempel puls og rytme,« fortæller hun.

Det er de pauser, hun vil undersøge i et nyt forskningsprojekt, som er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond under Inge Lehmann-programmet.  

»Hvis det viser sig, at pauserne har den funktion, vi tror, så betyder det, at vi indtil nu har taget fejl i forhold til, hvad læsning er, og hvordan vi understøtter kreativitet,« siger Sarah Bro Trasmundi.

Ikke beskrevet før

Ingen har før beskrevet, hvad de mange små selvinitierede pauser betyder. Det er pauser, hvor man kan se, at læseren stopper op – ikke fordi telefonen ringer, eller man får en e-mail, men fordi der foregår et eller andet i læseren, der endnu ikke er håndgribeligt.

Det var et tidligere forskningsprojekt, som også var støttet af Danmarks Frie Forskningsfond, der ledte Sarah Bro Trasmundi på sporet af pauserne.

»I det studie fik vi øje på, hvordan læsning på ingen måde er en mental og stille aktivitet, men en ekstremt handlingsbaseret aktivitet. Der foregik så meget, som vi ikke kunne indfange med de eksisterende modeller for, hvad læsning er,« siger hun.

Så hvad er det, der sker i pauserne, og hvilken funktion har de? Det skal projektet forsøge at give svar på.

»Vores hypotese er, at de mennesker, der udnytter de her pauser mere, faktisk er mere kreative. Vi tror, at det der sker i pauserne er, at man bruger erfaring, viden og kritisk tænkning,« siger Sarah Bro Trasmundi.

Børn er ifølge hende særligt gode til at stoppe op og forholde sig til det, de læser. I et tidligere studie læste en dreng for eksempel ’Den kæmpestore pære’ af Jakob Martin Strid. Lige inden han stoppede med at læse op, blev hans læsning fejlagtig og langsom.

»Men så siger han begejstret: ’Årh, der gad jeg godt at bo, mand – der er ordentlig meget mad’. Han læser ikke bare teksten, men relaterer den til sit eget liv og forestiller sig, hvordan det vil være at bo inde i den store pære.«

Forestillingsevne og formende læsning

Det er netop den forestillingsevne, som pauserne formodentlig er afgørende for. Men som vi lærer at læse i skolen i dag, lærer vi at holde et bestemt flow og ikke lade os ’distrahere’. 

»Vi får, fra vi er ganske små, at vide, at nu skal vi koncentrere os – vi skal videre i teksten. Vi bliver trænet i læsehastighed og i hele tiden at holde det her flow. Men måske er det i virkeligheden ikke den bedste måde at læse,« siger Sarah Bro Trasmundi.

Hun peger på, at der i dag er et snævert syn inden for forskningen på, hvad læsning er. Effekten af det er, ifølge hende, at vi har fået et uddannelsessystem med fokus på test af bestemte kompetencer, og at vi skaber en bestemt form for læsning ud fra de ting, vi tester.

»Hvis du får en test af, hvor godt eller hurtigt, du læser, så begynder du efterhånden også at læse på den måde. Det skaber en negativ spiral, tror vi, at vi tester for nogle ting, som egentlig skaber mindre kreative læsere,« forklarer hun.

Den måde, vi lærer at læse på, kan altså være med til at forme og opøve nogle evner, som for eksempel at være mere eller mindre kreativ.

»Kreativitet, ideskabelse og kritisk tænkning er nogle af de kompetencer, der efterlyses allermest i nutidens samfund. De kompetencer er forbundet med netop det at være mere eksplorativ og ikke bare følge regler, men også udfordre dem og skabe nye regler. Derfor er det afgørende at forstå, hvordan man skaber de bedste betingelser herfor. Det håber jeg, projektet kan være med til at afklare.«

Potentiel førstehjælp til børns læseglæde

Udover at karakterisere pauserne vil Sarah Bro Trasmundi med projektet altså undersøge, om man kan drage nytte af, at vi har de her naturlige pauser i læsningen – kommer der faktisk noget ud af, at man tænker videre?

Det ser umiddelbart sådan ud, fortæller hun. I hvert fald kan man hos læsere se, at der er en begejstring, der følger med pauserne.

»Vi kan simpelthen se i blandt andet læsernes mimik, at der er noget, der emotionelt trigger dem. Vi ved fra anden forskning, at jo mere du er emotionelt engageret, jo bedre husker du, og jo mere motiveret bliver du også. På den måde er der et potentiale for, at vi kan finde ud af, hvordan vi gør læsning mere interessant.«

I selve studiet tager Sarah Bro Trasmundi og hendes kolleger udgangspunkt i det, hun kalder ’ekspertlæsere’: universitetsstuderende, der er vant til at læse meget. Men på sigt håber hun, at resultaterne fra studiet vil kunne få betydning for, hvordan vi indretter læseundervisningen i grundskolen.   

»Der er rigtig mange gode ting ved den måde, vi lærer at læse på nu. Det er selvfølgelig vigtigt at lære at læse flydende, korrekt og med en vis hastighed. Men min bekymring går på, at det kommer til at have negative konsekvenser, hvis det ikke understøttes af andre metoder til kreativ læsning for eksempel,« siger hun og fortsætter:

»Vi kan eksempelvis se, at børn elsker at læse i begyndelsen af skoleårene, men omkring 4.-6. klasse begynder en del at sige, at de ’hader’ at læse. Det kan have noget at gøre med, at det bliver til en teknisk kompetence – den konforme, regelbundne læsning – i stedet for en sjov leg. Det er håbet, at vores forskningsprojekt kan bidrage til at få vendt det.«

Sarah Bro Trasmundi håber derfor, at studiet kan få rusket op i det, ifølge hende, tunge og konservative paradigme, der er i læseforskningen. Et paradigme, som har rod i en »lidt forældet « forestilling om, hvordan hjernen fungerer, som hun siger. Og som har store konsekvenser for, hvordan vi lærer børn at læse ude i virkeligheden.

»Vi ved simpelthen ikke, hvad der sker, for eksempel i de her pauser. Det indikerer, at læsning er noget andet – eller i hvert fald mere – end vi har troet. Der er en kæmpe værdi i at læse. Det ved vi fra forskningen. Så det er utrolig problematisk, hvis vores modeller for, hvad læsning er, får den konsekvens ude i virkeligheden, at vi faktisk tager glæden ved at læse fra børn og hæmmer kreativiteten hos dem,« slutter Sarah Bro Trasmundi.

 

Photo by Thought Catalog on Unsplash