DFF | Samfund og Erhverv

Indhold

Opsamling fra møde med DFF | Samfund og Erhverv

Til dette møde deltog institutledere, viceinstitutledere og andre lignende ledelsesniveauer. Det faglige råd  DFF | Samfund og Erhverv var vært og faciliterede en dialog om bl.a. virkemidler, kvalitetssikring af ansøgninger og bedømmelsesproces. 

Præsentation af rådets udbudte virkemidler

Rådet præsenterede deres nuværende virkemiddelportefølje og drøftede sammen med deltagerne særlige tendenser og udviklinger inden for virkemidlerne. 

Hvem er ansøgerne? 

Rådet præsenterede data om ansøgere og bevillingsmodtagere til DFF |Samfund og Erhverv fordelt på institution, køn og ph.d.-alder. Det blev understreget, at bevillinger altid tildeles på baggrund af ansøgningens forskningsmæssige kvalitet og ikke ud fra forskellige diversitetskriterier. 

Kvalitetssikring af ansøgninger

Rådet gennemgik rådets behandlingsprocedure og forklarede, at omkring 80% af ansøgninger bliver sorteret fra i forbindelse med rådets forbehandling af alle ansøgninger og den efterfølgende gennemgang i rådets tre arbejdsgrupper inden for økonomi, sociologi samt statskundskab og retsvidenskab. De resterende ca. 20 % gennemgås i fællesskab på rådsmøder, og der foregår altid en tværfaglig behandling af ansøgninger på tværs i rådet for at undgå tunnelsyn.

Alle ansøgninger, som behandles på rådsmøderne, er støtteværdige og gode ansøgninger, men der er ikke midler til at finansiere dem alle.

Hvordan bruger forskningsinstitutionerne afslagsbegrundelser?

Når en ansøger modtager afslag, ledsages afslaget altid af konkrete begrundelser samt en angivelse af, om ansøgningen lå placeret i den øverste, midterste eller nederste ca. tredjedel. Vurderer rådet, at en ansøgning ligger i den nederste tredjedel, er ansøgningen i sin nuværende form ikke støtteværdig.

Rådet understregede, at en bedømmelse af en ansøgning altid beror på en helhedsvurdering. Den gode idé vægtes højt, og derfor er det vigtigt, at ansøger italesætter og rammesætter, hvorfor lige netop deres idé er den gode idé. Denne refleksion skal afspejles i deres valg af empiri og metode

Fra en af deltagerne efterspurgtes muligheden for, at afslagsbegrundelserne sendes til flere end blot ansøgeren, da de oplever, at forskerne ikke altid er gode til at få videreformidlet deres afslag til f.eks. forskerstøtteenhederne. På nuværende tidspunkt er det ikke teknisk muligt i e-grant.

Frafald af eksterne bedømmelsespaneler

Danmarks Frie Forskningsfond bruger ikke længere eksterne bedømmelsespaneler, men det er stadig muligt at sende en ansøgning i ekstern bedømmelse, hvis rådet ikke har de faglige kompetencer til at bedømme den. Det er også muligt at få en vurdering af en ansøgning fra et af de andre råd, hvis ansøgningen er mere tværfaglig. Eksterne bedømmelser og vurderinger fra de andre faglige råd er altid kun vejledende, og beslutningskompetencen ligger hos rådet. På trods af, at muligheden for ekstern bedømmelse frafalder, vil fagligheden stadig være høj i vurderingen af ansøgningerne.

Ansøgningsmateriale og proces: Er kravene meningsfulde og proportionelle?

Danmarks Frie Forskningsfond har optimeret ansøgningsmaterialet, og fonden har offentliggjort nye skabeloner for CV og publikationsliste. Ændringerne er bl.a. lavet for at sikre en mere ensartet procedure og undgå gentagelser i ansøgningsprocessen.

Der er generelt et ønske fra fonden om, at det skal være så nemt som muligt at sende ansøgninger, så tiden bruges på selve indholdet og ikke på at udfylde blanketter.

Bedømmelseskompetencer og faglig bredde

Institutionerne spurgte ind til, hvorvidt rådet tidligere har prioriteret ansøgninger med kvantitative metoder fremfor kvalitative. Der er en generel opmærksomhed på at undgå forfordeling af bestemte metoder i rådet. Dette afspejler sig bl.a. i rådets sammensætning, som består af forskere med kvalitative og kvantitative kompetencer. Derudover er det et emne, som ofte vendes i rådet ved behandling af ansøgninger, og det er generelt et opmærksomhedspunkt.

Originalitet, risikovillighed og videnskabelige normer

Institutionerne spurgte ind til, hvordan rådet lægger vægtningen i forhold til ’de vilde idéer’ og gennemførlighed. På institutionerne er der en fornemmelse af, at der generelt er en mangel på nysgerrighed fra rådets side, og at de er mere tilbøjelige til at bevillige de klassiske idéer. Rådet sagde, at forskningen først og fremmest skal være fri, og at det er de gode idéer med høj grad af originalitet, der får støtte. Generelt har ansøgningerne et meget højt niveau, og fagmiljøerne er med til at sætte et meget højt niveau.

Der blev yderligere spurgt ind til, hvordan rådet ser på ph.d.-studerende i projekterne. Rådet ser altid på om en ph.d. eller postdoc er nødvendig for at løse den specifikke opgave, og det er vigtigt, at den ph.d.-studerende ikke bliver en glorificeret studentermedhjælper. Hvorvidt det er en fordel eller ulempe, at ph.d.’en er navngiven, afhænger af den specifikke opgave. Det kan være fint med en navngiven ph.d., hvis op-gaven kræver bestemte kompetencer.

Rådet sagde yderligere, at der er plads til de meget tekniske ansøgninger i rådet, men her er det særligt vigtigt, at ansøger tydeligt formår at forklare formålet med projektet. Det er samtidig vigtigt, at ansøger skriver til hele rådet og ikke kun til en specifik faggruppe.

Der blev også spurgt ind til, om de helt små forskningsinstitutioner får noget ud af at ansøge. Man skal søge, hvis man har den gode idé, og Danmarks Frie Forskningsfond kigger ikke på, hvilken institution, man kommer fra.

Er DFF’s virkemidler dækkende ift. forskningsinstitutionernes behov?

Institutionerne gav udtryk for, at både DFF-Forskningsprojekt1 og DFF-Forskningsprojekt2 er relevante virkemidler. DFF-Forskningsprojekt2 kan rumme de større projekter, mens den samtidig kan bruges som en træningsbane for de mindre erfarne projektdeltagere, så de på sigt kan søge deres egen DFF-Forskningsprojekt1-bevilling.