Gentænkningen af det sociale i arkitekturen er presserende for arkitektfagets aktører guidet af globale agendaer såsom FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling og New Urban Agenda. I den kontekst er der behov for dybere viden om arkitektfaglige ydelser, der inkluderer varierende og steds-bundne praksisser med sigte på at styrke borgeres engagement i det byggede miljø. Arkitektens systematiserede, teknokratiske designprocesser varetages i dag gennem tegninger, skemaer og beskrivelser, der tilsidesætter direkte kommunikation med bygningers og landskabers beboere og som fortrinsvis repræsenterer det forudsigelige og kvantificerbare. Dette projekt viser i stedet, hvordan arkitekter kan oversætte beboeres uforudsigelige og fantasifulde brug og tilpasninger til materialiseret rum. Projektet trækker på fremspirende arkitektur-etnografiske vidensformer og viser gennem praksisledet forskning 1) hvordan brugsværdi har været indskrevet i professionelle designprocesser i en af efterkrigstidens ikoniske stor-skala boligbebyggelser og hvordan brugsværdier heri også er skabt gennem beboeres kreative tilpasninger; samt videre 2) hvordan brugsværdi kan indskrives i formelle designprocesser ved at demonstrere nye multi-perspektiviske teknikker for arkitekters’ instruktioner, der værdsætter den dynamiske og åbne produktion af rum.
