Forskning dokumenterer, at en tidlig indsats ift udsatte børn betaler sig - både menneskeligt og økonomisk. Forældrene er de vigtigste personer for børns positive udvikling, men da næsten alle danske førskolebørn går i institution, så er også pædagoger nøglepersoner.
I projektet opkvalificeres pædagoger til samarbejdet med forældrene, og vi undersøger både effekt og implementering af en tilknytnings- og evidensbaseret korttids intervention (Video-feedback Intervention to Promote Positive Parenting and Sensitive Discipline, VIPP-SD). VIPP-SD har til formål at fremme forældres relation og sensitivitet ift deres 1-6 årige børn, som er identificeret i risiko.
Projektet er innovativt, idet interventionen leveres af pædagoger, og de leverer den til forældrene i hjemmet. Pædagogerne superviseres af kommunens PPR psykologer, og på den måde bidrager projektet også til en styrkelse og opkvalificering af det tværfaglige samarbejde og fælles sprog ift tidlig indsats.
I alt 40 pædagoger og 4 PPR psykologer certificeres i VIPP-SD, og 206 familier vil indgå i projektet. Ved lodtrækning får halvdelen VIPP-SD og kontrolgruppen modtager kommunens eksisterende tilbud.
Resultaterne vil bidrage med ny viden om, hvorvidt VIPP-SD leveret af pædagoger fremmer forældres sensitivitet og børns udvikling, for hvem VIPP-SD virker (og for hvem den ikke virker), hvordan den virker, og også hvordan VIPP-SD fungerer i en dansk kontekst samt hvordan VIPP-SD opleves af pædagoger og forældre.