Borgerne har på daglig basis en række små og store oplevelser med den offentlige sektor. De ser den lokale folkeskole på vej til arbejde, læser om den kommunale forvaltning i avisen og oplever service på egen krop, når de skal på hospitalet. Projektet undersøger, hvordan dette sammensurium af indtryk oversættes til de holdninger, borgerne har til den offentlige sektor, og de handlinger, de foretager, når de interagerer med det offentlige. Projektet undersøger således, hvordan borgerne finder ud af, om en konkret offentlige service er god eller dårlig, hvordan de tilskriver ansvar for offentlige services, og hvordan vi kan få borgerne til at tænke og handle mere konstruktivt i forhold til den offentlige sektor ved at rykke på deres tanker om kvalitet og ansvar. Projektet tilgår disse spørgsmål fra et tværfagligt sigte, der inddrager psykologisk teori i studiet af borgerne og den offentlige sektor. Hermed får projektet blik for de mange bevidste og ubevidste faktorer, der påvirker borgernes syn på det offentlige. En unik kombination af ugentlige spørgeskemaundersøgelser, borgerpaneler, danske registerdata samt en række felteksperimenter giver projektet et detaljeret grundlag for at forstå, hvordan borgerne opfatter, tænker og handler i relation til offentlige services. Med afsæt i den viden kan vi komme nærmere en offentlig sektor, der har bedre blik for faktiske levende mennesker.