Vi lever i en verden med begrænsede ressourcer. Vi er derfor nødt til at gentænke, hvordan vi kan sikre at disse ressourcer anvendes bæredygtigt. Renseanlæg modtager på verdensplan årligt 180 km3 spildevand. Spildevandet har et højt indhold af næringsstoffer og organisk materiale, og disse elementer kan anvendes i langt højere grad end de bliver i dag. Ved at opgradere renseanlæg til ressourceanlæg, kan næringsstofferne i spildevandet genanvendes til produktion af gødning eller bæredygtige biomaterialer, mens det organiske materiale kan benyttes til produktion af bioenergi i form af biogas. Omdannelse af næringsstoffer og organisk materiale i renseanlæg varetages af en kompleks blanding af mange forskellige mikroorganismer og en succesfuld implementering af ressourceanlæg kræver en dybere forståelse af disse mikroorganismer. For at forstå mikroorganismerne kan man analysere deres genomer, og hvis man har genomer fra alle relevante organismer kan man skabe en samlet forståelse for hele økosystemet. Vi vil i dette projekt generere og analysere genomer fra alle almindelige mikroorganismer i renseanlæg på verdensplan. Dette er muligt grundet en unik samling af prøver fra mere end 700 renseanlæg fra hele verden samt en nyudviklet metode til at samle komplette genomer for mikroorganismer i komplekse miljøer baseret på de nyeste DNA sekventeringsteknologier. Egenskaber forudsagt baseret på genomerne vil blive valideret ved hjælp af de nyste analysemetoder på enkeltcelle-niveau.