Amazonas regnskov har både en reel og en mytisk status i kampen mod
klimaforandring og i forskellige befolkningers bevidsthed om klimaet. Fældningen af
regnskoven har både lokale konkrete konsekvenser for de folk, der afhænger af dens
ressourcer, og globale konsekvenser for klimaet. Entreprenante aktører, som arbejder
i feltet mellem klimaforskning og forretningsudvikling, er i dag ved at udvikle nye
metoder baseret på den fjerde industrielle revolution til at finde frem til en måde at
sikre en bæredygtig udnyttelse af skoven. Initiativet Amazon 4.0 benytter sig af
holistiske tilgange til inddragelse af lokale og nationale aktører, og det inddrager nye
teknologier til skabelse af viden, monitorering og udnyttelse af skovens egne
muligheder. Dette etnografiske projekt undersøger hvordan denne bæredygtige
omstilling kan finde sted i praksis, og hvilke konsekvenser den har for konkrete
mennesker, der er afhængige af Amazonas hvad enten det er for træ eller afgrøder på
nyligt ryddet jord. For danske og europæiske forbrugere bidrager det med at
tydeliggøre, hvordan for eksempel produktionen af store dele af den soja, som
importeres til dansk kødproduktion, kan gøres mere bæredygtig.