Arktis er et af verdens skrøbeligste økosystemer, og de nuværende globale klimaforandringer er en realitet. Temperaturstigningernes negative påvirkning af havisens udbredelse gør, at Arktis i de kommende årtier forventes at være blandt Jordens hårdest ramte egne. Nærværende studie vil bidrage med nødvendig viden om, hvordan den arktiske fauna kan forventes at blive påvirket. Dette vil ske ved at åbne et vindue direkte ind i fortiden og undersøge, hvordan arktiske økosystemer klarede sig gennem tidligere tiders klimaændringer.
Vi vil undersøge en unik samling af hundredevis af forhistoriske knogler og tænder fra tre arktiske havpattedyr: isbjørn, narhval, hvidhval, indsamlet på tværs af arktis. Prøverne er op til 50.000 år gamle, og giver derved et indblik i arternes populationsdynamik over længere tid. Materialet undersøger vi med de nyeste metoder inden for fossilt DNA og stabil isotop analyse. Data vil blive sammenholdt med DNA fra nulevende bestande af de tre arter og forhistoriske klimadata fra op til tre km dybe boringer i den arktiske is, der nøjagtigt viser, hvornår og hvordan klimaet tidligere har ændret sig. Ved at kombinere data fra flere arter tilpasset en arktisk levevis, vil vi undersøge paraleller og forskelligeheder, og dermed bidrage til en nuanceret forståelse af, hvordan den arktiske fauna har og vil klare sig gennem de store miljøændringer der forudsiges i den nærmeste fremtid.