For mere end halvdelen af godkendte lægemidler kan det virksomme stof eksistere i to former, der er spejlbilleder af hinanden. Der er dog ofte stor forskel på de biologiske egenskaber af de to spejlbilledeformer, f.eks. kan den ene form være direkte skadelig, på trods af at den anden er et effektivt lægemiddel. Traditionelle fremstillingsmetoder giver en blanding af begge former, hvorefter isolering af en ren spejlbilledeform til brug i lægemidler er meget tidskrævende og fører til et stort spild af kostbare materialer. På papiret kan konceptet asymmetrisk katalyse give direkte adgang til en ren spejlbilledeform, men i praksis mangler der metoder til asymmetrisk katalyse for mange essentielle lægemiddelstrukturer. Dette projekt undersøger en banebrydende hypotese, der kombinerer asymmetrisk katalyse med et nyt koncept, C-H funktionalisering. Denne synergistiske kombination vil give markant hurtigere og selektiv adgang til en ren spejlbilledeform af mange vigtige lægemiddelstrukturer og samtidig minimere det dyrebare materialespild. Endelig vil katalysens virkemåde blive undersøgt til bunds. Projektet vil således både accelerere opdagelse og fremstilling af medicin samt udviklingen af nye, mere effektive metoder til asymmetrisk C-H funktionalisering baseret på en bedre forståelse af de grundlæggende principper.