Behandling af HIV positive patienter med anti-retroviral behandling (ART) har forbedret denne patient gruppes overlevelse dramatisk. Dette har afdækket, at HIV-positive patienter har en øget forekomst af følgesygdomme. Således optræder blodprop i hjertet med en øget hyppighed hos HIV-inficerede. I et nyligt studie af 210 personer, har vi påvist at iskæmisk hjertesygdom uden symptomer forekommer hos hele 18% af HIV patienter mod 0% hos tilsvarende HIV-negative kontroller. Det er ikke afklaret, hvad der er årsag til denne øgede risiko for hjerte-karsygdom hos HIV positive i ART. Flere mekanismer kan medvirke: 1) HIV virus, 2) ART, 3) forhøjet kolesterol betinget af ART, 4) kronisk inflammation i karrerne, betinget af HIV virus og/eller anden kronisk viral infektion f.eks. cytomegalovirus infektion (CMV). Formålet med projektet er at undersøge forekomsten og mekanismerne bag den øgede risiko for hjertekarsygdom hos HIV-inficerede. Undersøgelserne vil belyse, hvorledes denne patientgruppe bør screenes for hjertekar sygdom, så relevant forebyggende behandling kan iværksættes. I de 4 delprojekter undersøges 1) udviklingen i biomarkører i blodet i forbindelse med blodprop i hjertet hos HIV patienter, 2) den inflammatoriske aktivitet og vulnerabilitet af plaques i halspulsårene bedømt vha PET skanning, 3) myokardieperfusion og myokardieperfusionsreserve i HIV-inficerede sammenlignet med ikke HIV patienter og 4) betydning af samtidig infektion med CMV.