Bakteriofager er bakterie-virus som specifikt angriber bakterier. Det har længe været kendt, at bakteriofager (fager) bidrager til overførsel af gener imellem bakterier i en proces betegnet transduktion, men de mekanistiske detaljer og biologien omkring transduktion er kun sparsomt belyst. Samtidig anses bakterier og fager for at indgå i et "arms-race", hvor både fager og bakterier udvikler sig løbende. På baggrund af vores tidligere studier af den sygdomsfremkaldende bakterie Staphylococcus aureus har vi opnået indikationer på, at transducerende fager, der som en del af deres livs-cyklus sidder i bakteriens kromosom, kan gavne bakterien ved for eksempel at overføre antibiotika resistens gener, som tillader bakterien af overleve i tilstedeværelse af antibiotika. Hypotesen bag dette projekt er, at der for denne type fager er et tæt samarbejde imellem fag og bakterie, og at bakterien i virkeligheden kan regulere transduktions processen. For at vise dette, vil vi identificere bakterielle gener, som påvirker transduktion, og vi vil karakterisere deres rolle i processen. Projektet forventes at bidrage med skelsættende resultater omkring mekanismerne hvormed DNA overføres imellem bakterier via fager, og disse vil have afgørende betydning for hvorledes vi anskuer bakterie-fag interaktioner. Forskningen forventes i fremtiden at kunne bidrage med viden, som kan medvirke til at begrænse spredning af for eksempel antibiotika resistens gener imellem sygdomsfremkaldende bakterier.