Lupus er en autoimmun sygdom som primært rammer unge kvinder. Sygdommen medfører nedsat livskvalitet, graviditetskomplikationer, uarbejdsdygtighed og forkortet levetid.
Behandlingen er fortsat mangelfuld og omfatter primært generel hæmning af immunsystemet med betydelige bivirkninger til følge.
Der er gjort adskillige forsøg på at udvikle ny medicin til patienter med Lupus. Der er over de sidste 30 år kun godkendt én ny behandling til Lupus, og den har desværre kun begrænset effekt.
Vi mener, at man må nytænke behandlingsstrategien for Lupus.
Sygdommen er en kompleks immunsygdom. Derfor kræver det, at man målretter behandlingen mod ikke bare én, men flere centrale mekanismer i sygdommen.
Vi vil designe en ny behandling til Lupus der er rettet mod to centrale mekanismer i sygdommen: det medfødte immunforsvar, der genererer inflammation hos patienterne og den del af immunforsvaret, der danner autoimmune antistoffer.
Dette projekt kunne danne basis for en helt ny måde at behandle patienter med Lupus.