Lattergas er en kraftig drivhusgas og medvirker til nedbrydning af ozonlaget.
Udledningen af lattergas til atmosfæren stiger som følge af menneskelig aktivitet.
Som en del af den grønne omstilling er der derfor brug for en detaljeret forståelse af
de processer, der producerer lattergas. Havet er en væsentlig kilde til lattergas i
atmosfæren, og specielt kystnære områder med iltsvind udviser høje
lattergasemissioner. Danske farvande med høj kvælstoftilførsel og tilbagevendende
iltsvind kan potentielt være en betydelig kilde; men der findes indtil nu yderst få
målinger af lattergas i danske farvande, så emissionen er ikke kendt. I dette projekt
vil vi udforske lattegas' dynamik eksperimentelt ved at kortlægge den tidslige og
rumlige variation i koncentrationen og bestemme rater, reaktionsveje og
kontrollerende faktorer for produktion og forbrug af gassen. Desuden vil vi
bestemme, hvilke mikroorganismer, der producerer lattergas, og analysere deres
stofskifte. Undersøgelserne vil give det første estimat af lattergasemissionen fra
danske farvande samt en detaljeret mekanistisk forståelse af lattergas' dynamik.
Denne forståelse kan bruges til forudsigelse af, hvordan emissionen påvirkes af
forskellige miljøændringer og bidrage til forvaltningsmæssige tiltag med henblik på
at reducere udslippet af lattergas fra havmiljøet.