Sammenlignet med andre vesteuropæiske lande har de skandinaviske veje til demokrati været mere fredsommelige og har udmøntet sig i mere demokratiske systemer med større opbakning blandt politiske eliter og den almene befolkning. Projektet undersøger, om denne exceptionelle udviklingsvej oprindeligt har noget at gøre med et større mål af lighed på landet og upartiske statsinstitutioner, som har reduceret de politiske uenigheder og skabt et grundlag for en mere konsensusorienteret politik. På den baggrund har de politiske eliter udviklet en tradition for gensidig tolerance og mådeholdenhed ift. underminering af demokratiske spilleregler, og den almene befolkning har udviklet stærke demokratiske normer, som betyder, at demokratiet i højere grad værdsættes på grund af anerkendelse af grundlæggende demokratiske procedurer end politikkens indhold og konsekvenser.