Havbunden i de danske farvande er udsat for et intensivt trawlfiskeri. Fiskeredskaberne bliver trukket hen over bunden og ”pløjer” den øverste del af havbunden op. Disse gentagne forstyrrelser skader havbundens dyre og plante liv, men vi ved ikke, hvordan det påvirker de store lagre af kulstof, der gemmes i havbunden, og vi ved heller ikke, hvordan det påvirker udslippet af klimagasserne metan og lattergas. I dette projekt undersøger vi effekten af bundtrawlingen på havbundens evne til at lagre kulstof og på emissionen af drivhusgasser med det mål, at få en detaljeret viden om hvordan trawlfiskeri påvirker det danske klimaaftryk. Denne viden er en forudsætning for, at forvaltningen af det danske havmiljø kan foregå klimamæssigt forsvarligt, og at Danmark kan blive et klimaneutralt land i 2050. Undersøgelserne kommer til at foregå både direkte i naturen og i laboratoriet, og projektets resultater vil blive brugt i en model til at give et nationalt overblik over trawlfiskeriets klimaaftryk. Resultaterne vil dermed blive bragt direkte i spil i samfundet og være en del af den viden, som den grønne omstilling hviler på.