Studiet handler om ilts påvirkning af lungekredsløbet i tilfælde af en akut blodprop i lungerne. Vi ved, at ilt får lungernes kar til at udvide sig, men ikke meget mere end det. Studiet vil undersøge om en ny type CT-skanner ved hjælp af computerprogrammer kan opfange ændringer i blodgennemstrømningen ved forskellige mængder ilt. Den nye teknologi giver præcise mål for hvor meget blod der er i de forskellige afsnit af lungerne og hvordan fordelingen er mellem områder der er påvirket af en blodprop og områder der ikke er. Det er vigtigt fordi der er en mangel på objektive værdier for blodgennemstrømningen, som fortæller noget om sygdommens sværhedsgrad. De der findes, fokuserer på blodtrykket i lungerne, hjertets pumpefunktion (som kræver en specialist for at undersøge), eller er blodprøver, hvor man skal vente på svar. Den type skanning, som bruges i dette studie tager under 10 sekunder og er til minimalt ubehag for patienten. I studiet bruges der grise, som under narkose får blodpropper i lungernes kar. Grisene skannes ved forskellige mængder ilt før og efter de får blodpropper. Grisene får også målt blodtryk i lungerne som kan sammenlignes med værdier fra skanningerne. Ilt er livreddende behandling ved en blodprop i lungerne, men der er meget vi ikke ved, og for aggressiv behandling har bivirkninger. Med den nye metode får kan vi få en dybere forståelse for hvordan lungerne påvirkes af en blodprop og af ilt, hvilket vil forbedre udredning og behandling af mange patienter.