“Det Globale Syd” dækker over de afkoloniserede dele af Asien, Afrika og Latinamerika. Begrebet har længe – og især inden for postkolonial teori – været centralt for vores forståelse af eftervirkninger af kolonisering, skabelse af nye nationer og den måde, befolkninger, ideer og menneskelige aktiviteter har udformet sig i disse områder. I det nye årtusinde er de tidligere kolonier imidlertid genopstået i en ny udgave: nemlig som globale spillere. Dette kommer især til udtryk i Afrika, hvor en række asiatiske lande er på vej til at erstatte vestlige lande som nødhjælpsdonorer og investorer. Projektet har fokus på “syd-syd-dynamikker” ved at se på nye former for forbindelser mellem to tidligere koloniområder: Indien og Afrika. Både indisk og afrikansk historie rummer anti-imperialistiske kampe, men den gamle tredjeverdenssolidaritet har taget en ny drejning. Indien indtager en ny position i Afrika som leverandør af viden, teknologi og kapital. Hvilke muligheder, potentialer og modsætninger indebærer denne nye og stadig mere betydende relation? Hvordan skal det historiske skifte indskrives i den postkoloniale historie og teori? Konkret vil projektet, gennem tre sammenhængende studier undersøge de nye syd-syd-forbindelser, og tage post-kolonialismens ideer og historie op på ny inden for den nuværende historiske kontekst, hvor Syden ikke længere defineres som perifer i verdenshistorien, men nærmere som et center, hvor begivenheder med iboende transformativ kraft finder sted.