Immunterapi er en ny kræftbehandling, hvor patientens eget immunforsvar stimuleres til at angribe og dræbe kræftcellerne. Denne behandling har gjort en stor forskel for nogle kræftpatienter, men desværre er der mange, som ikke har gavn af behandlingen. Dette skyldes bl.a., at de pågældende patienters immunforsvar ikke kan genkende og angribe kræftcellerne godt nok. For at løse dette problem har man forsøgt at kombinere almindelig stråleterapi med immunterapi, fordi stråleterapi potentielt kan gen-aktivere immunforsvaret. Dette har dog ikke været så effektivt som håbet. En ny form for stråleterapi, såkaldt FLASH stråleterapi, er under udvikling. Denne behandling kan potentielt være effektiv til at aktivere immunforsvaret, men det er endnu ikke undersøgt. Derfor vil dette projekt undersøge FLASH behandlingens evne til at påvirke og aktivere immunforsvaret i musemodeller med modermærkekræft i huden samt i privatejede hunde med naturligt forekommende modermærkekræft i mundhulen. Aktivering af immunforsvaret vil blive evalueret i vævsprøver fra tumor i mus samt i blodprøver og vævsprøver fra de drænende lymfeknuder og selve tumor hos hundene. Disse resultater vil derudover blive sammenholdt med behandlingseffekten af FLASH. Projektets hypotese er, at FLASH stråleterapi vil inducere et stærkt immunrespons mod modermærkekræften, som vil lede til en hæmmende effekt på kræftcellerne, også uden for den bestrålede tumor.