Forskningsprojektet FAIM undersøger, hvordan regulering af markeder i udviklingslande påvirker landenes fattigste grupper. FAIM bruger Kenya som caseland. De kenyanske myndigheder har indført en række forskellige tiltag, som skal sikre et velfungerende marked, der kan bidrage til en høj vækst - f.eks. en konkurrencelov. Ser man på den generelle økonomiske udvikling i Kenya - målt som BNP pr indbygger - har der været en markant stigning siden år 2000. Imidlertid er BNP pr. indbygger ikke en god målestok, når vi skal afklare, hvordan markedsreguleringen har påvirket de fattigste grupper - herunder de grupper, der ikke har et overskud, som de kan sælge, og som derfor ikke er en del af Kenyas markedsøkonomi. For at afklare dette, bruger FAIM fødevaresikkerhed som målestok: hvilken indflydelse har markedsregulering på fattige gruppers adgang til mad? Det er et spørgsmål, som hidtil ikke er besvaret i den akademiske forskning. Gennem en kombination af juridisk, antropologisk og økonomisk metode følger FAIMs forskere produktion og distribution af majs og cassava; to vigtige afgrøder for den kenyanske befolkning. Undersøgelsen belyser, hvordan markedsreguleringen påvirker adgangen til mad både på landet og i by. På denne vis bidrager FAIM til vores forståelse af, hvordan markedsøkonomiske tiltag påvirker samfundets fattigste. Denne bedre forståelse vil bl.a. gøre det muligt fremover at udforme reguleringen på en måde, som bedst muligt tager højde for konsekvenserne for de fattigste.