Genetic hauntings undersøger, hvordan udbredelsen af kommercielle og let tilgængelige gentests til brug i hjemmet udfordrer den måde, som vi forstår sygdom, sundhed og helbred på i dag. Siden introduktionen af kommercielle hjemmegentests i 2007 har millioner af mennesker benyttet sig af firmaers tilbud om at fortælle dem om deres genetiske ophav og/eller risici for på sigt at udvikle visse sygdomme. Muligheden for at opnå et overblik over potentielle fremtidige sygdomsforløb uden om sundhedssystemet er med til at ændre de forestillinger og fortællinger, der knytter sig til sygdomme og deres temporale, relationelle og handlingsmæssige aspekter. I projektet undersøger vi to centrale brugergruppers oplevelser af og fortællinger om genetisk hjemmetestning: 1) individer der på baggrund af en familiehistorie præget af alvorlig sygdom benytter sig af gentest og 2) biohackere der udnytter den nyeste genteknologi i forsøget på at optimere deres kroppes sundhedstilstand. I bestræbelsen på at analysere subjektive gentestnarrativer introduceres og udvikles begrebet ‘sundhedshauntologi’. Et sundhedshauntologisk perspektiv hjælper med at forstå, hvordan sygdom i dag grundet bl.a. populariseringen af gentestteknologier i stigende grad forstås og fortælles som allerede tilstedeværende på trods af fraværet af en diagnose. Projektet undersøger dermed en kulturel transformation, hvor sygdom forskydes til et præ-diagnostisk domæne og sygdomsfortællinger begynder inden symptomer manifesterer sig.