Luftåndende fisk har fascineret zoologer i mere end 150 år som følge af deres evolutionære position mellem en akvatisk og terrestrisk levevis. Denne overgang er ledsaget af et radikalt skift i kontrol af ånding hvor vandåndende hvirveldyr bruger sansning af vandets ilttension, mens terrestriske arter sanser blodets CO2/pH – et skift, som regnes for meget fordelagtig. Der er beskrevet 400+ arter af luftåndende fisk og denne evne menes at have opstået uafhængigt flere end 60 gange. De fleste af disse arter benytter kun luftånding når vandet er blevet tilstrækkelig iltfattig, og det er hyppigheden af hypoksi i tropiske vande som menes at drive evolution af luftånding. Alle disse periodiske luftåndende fisk menes at benytte dette akvatiske mønster for åndedrætskontrol. Den gængse forklaring er, at blodets nærhed til vandet under gællernes passage resulterer i udvaskningen af blodets CO2. Blodgas målinger som ligger til grund for denne forståelse er, ejendommeligt nok, ikke foretaget i den dybe hypoksi som driver dem til luftånding. For nylig er det opdaget at gællerne på flere af disse periodiske luftåndere er ekstremt foranderlige i tid som følge af cellevækst mellem de gasudvekslende lag. Formålet med dette projekt er at analysere hvordan vandets iltindhold påvirker gællens struktur og blodgas-værdierne. Det forventes, at disse nye data vil give en radikalt forbedret forståelse af evolutionen af hvirveldyrs åndedrætskontrol.
