Det danske ’hockeystavs scenarie’ for grøn omstilling viser, at vi kun kan indfri de
ambitiøse grønne målsætninger, hvis skaber innovative socio-tekniske løsninger, der
grundlæggende forandrer vores landbrug, byområder, transportsystemer, energy- og
produktionssektor og forbrugsmønstre. Ny forskning viser, at samarbejde mellem
relevante og berørte parter fra den offentlige og private sektor er en vigtig drivkraft
for skabelse af innovative grønne løsninger. FN anbefaler i forlængelse heraf, at
medlemslandene etablerer netværk og partnerskaber for at nå de nye verdensmål
gennem tværsektorielt samarbejde. Den danske regering har ligesom regeringer og
organisationer i andre lande taget handsken op, og forsøger at samskabe innovative
grønne løsninger gennem inddragelse af offentlige myndigheder, private firmaer,
foreninger og borgere. Der er dog ikke særlig meget viden om, hvordan man
organiserer, styrer og leder samarbejdsdrevet innovation af løsninger, der bidrager til
at indfri de grønne verdensmål. Det råder dette forskningsprojekt bod på ved at
udvikle og teste en ny styringsmodel for grøn omstilling. Det sker gennem en
kombination af danske og udenlandske casestudier, hvor vi undersøger, hvilke
faktorer (finansiering, ledelse, organisering osv.), der hæmmer og fremmer
samskabelse af innovative grønne løsninger. Målet er at finde frem til alternative
styringsveje til den grønne omstilling og tilbyde råd og vejledning til dem, der skal
skabe den grønne omstilling.