Skeletmuskler er nødvendige for sundhed og for bevægelse. Patienter med kræft mister ofte meget af deres muskelmasse og styrke, kaldet kakeksi. For patienter med kræft medfører kakeksi en forøget risiko for at dø. Kakeksi medfører også flere bivirkninger af kræftbehandlingen og forringet livskvalitet. Det koster den enkelte og samfundet dyrt. Regelmæssig motion øger muskelmassen og styrken, men det er ofte svært for patienter med kakeksi at motionere pga. kronisk træthed.
Jeg vil klarlægge, hvordan motion styrker muskler og sundhed. Denne viden kan bruges til at udvikle behandlinger, som iværksætter de samme processer i muskler som motion gør. Det vil sige, at sådanne behandlinger kan have gavnlige virkninger på kræftpatienter, som har begrænset mulighed for at motionere. Mitokondrier er små kraftværker i vores celler, som producerer energi og derved opretholder musklernes funktioner. Mitokondrierne forringes, når patienter får kræft. Forskning tyder på at forringelsen af mitokondrierne medvirker til udviklingen af kakeksi hos patienter med kræft. Mitokondrierne kan forbedres ved regelmæssig motion. Kunne vi identificere de molekyler, som styrer vores musklers mitokondriefunktion, vil vi muligvis med behandling kunne forebygge kakeksi hos mange patienter med kræft og dette uden, at de motionerer. Forbedret muskelfunktion vil mindske dødeligheden af kræft og nedsætte bivirkninger af kræftbehandling. Dertil kommer øget livskvalitet for patienter med kræft.