Det store gennembrud for cancer immunterapi kom først, da man forstod, at immunsuppression er en helt afgørende faktor for cancerudvikling. Immun-checkpoint inhibitorer er blandt de lægemidler, der har opnået mest opmærksomhed og anerkendelse inden for kræftbehandling og stormer frem som 1. linje kræftbehandling i flere solide cancer. Det er antistoffer, som blokerer især proteinet PD1 på T-celler, og derved blokerer de hæmmende signaler fra tumormikromiljøet til immunsystemets T-celler. Imidlertid er det stadig langt størstedelen af patienter, som ikke responderer på behandling med immun-checkpoint inhibitorer. Her spiller TGF-beta producerende celler en helt afgørende rolle. Ved at kombinere vaccination imod TGF-beta med checkpoint blokade er det derfor meget sandsynligt at en langt større del af kræftpatienter vil have gavn af denne form for immunterapi. Desuden forventer vi ikke, at vi vil øge bivirkningerne ved behandlingerne væsentligt, da vi indtil nu ikke har set alvorlige bivirkninger, når vi vaccinerer imod tumormikromiljøet. Dette står i stor kontrast til andre immunterapeutiske kombinationsbehandlinger, som desværre har givet os meget store toksicitets problemer. Da vi på CCIT-dk igennem de sidste 10 år har opbygget en helt unik evne til at flytte præ-kliniske projekter til kliniske forsøg, forventer vi, som beskrevet her, allerede at kunne starte det første fase I forsøg som en del af dette projekt.