I 2020 vedtog Folketinget en “nærhedsreform” af dansk politi. Efter årtier med centralisering skal politiet nu tættere på borgerne igen. I udsatte boligområder rammer nærhedsreformen ind i en kompleks social virkelighed, hvor relationerne mellem beboere og lokalpoliti er kendetegnet ved en ambivalent blanding af kontrol og omsorg. Dette forskningsprojekt undersøger, hvordan nærhedsreformen påvirker de eksisterende relationer mellem betjente og beboere i udsatte boligområder. For at forstå hvordan politiarbejde udspiller sig på mikroniveau, har vi udviklet et projektdesign baseret på etnografiske metoder. Vi undersøger, hvordan både beboere og betjente er påvirket af tidligere oplevelser og andre sociale relationer, når de indgår i relationer med hinanden. Det kan være oplevelser med krig og forfølgelse, voldelige sammenstød i løbet af arbejdslivet og sociale forpligtelser til familie, naboer og kollegaer. Teoretisk trækker projektet på litteratur om intimitet og på antropologiske begreber om mennesket som et socialt og relationelt væsen. Målet er at udvikle en ny teoretisk tilgang, der anskuer politiarbejde som en særlig form for intime sociale relationer og belyser, hvordan disse relationer påvirkes af politiske reformer. Udviklingen af denne tilgang vil udgøre et bidrag til den internationale forskning om politi og udsatte boligområder.