Hjertesvigt er en sygdom, som rammer ca. 2 % af den voksne befolkning i udviklede lande og udgør en stor samfundsmæssig byrde.
Sygdommen starter hyppigt med en skade i hjertemuskulaturen som følge af en blodprop i et af hjertets blodkar eller på baggrund af en specifik hjertemuskelsygdom. Hvis skaden medfører nedsat pumpefunktion kan tilstanden lede til hjertesvigt. Hjertesvigt er en sygdom med samme forventede levetid for patienten som en kræftsygdom, og der er derfor behov for nye behandlingstiltag. Sygdommen leder til en nedadgående spiral af dårligere funktion. Ketonstoffer er et naturligt stof i kroppen, som er til stede hvis kroppen udsættes for stress og/eller faste. Vi har i et nyligt studie vist, at ketonstoffer forbedrer pumpefunktionen i hjertesvigtspatienter, men årsagerne til dette samt eventuelle uhensigtsmæssige mekanismer, er uafklarede. Projektet udføres med henblik på at afklare disse mekanismer samt undersøge ketonstoffer som et nyt livsforlængende og/eller funktionsforbedrende behandlingstilbud til hjertesvigtspatienter.