”Arbejdsmarkedsinklusion gennem frivilligt arbejde” (CIVIC) . At højne arbejdsmarkedsdeltagelsen blandt udsatte grupper – langtidsledige, lavt uddannede, handicappede og indvandrere – har i årtier været et centralt anliggende for politiske beslutningstagere i Danmark og resten af den vestlige verden. I de seneste årtier har et centralt redskab i den danske beskæftigelsespolitik været at øge arbejdsudbuddet ved at reducere de sociale ydelser for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Eksisterende forskning tyder imidlertid på, at arbejdsudbudseffekterne af reformer, som øger det økonomiske incitament til at arbejde, er blevet mindre gennem årene. Dette kunne indikere, at personer fra udsatte grupper, som forbliver arbejdsløse selv i højkonjunkturer, har vanskeligt ved at respondere på øgede økonomiske incitamenter til at søge beskæftigelse, for eksempel fordi de mangler personlige og sociale ressourcer eller føler sig afkoblet fra arbejdsmarkedet. I CIVIC projektet undersøger vi ved hjælp af surveydata sammenkoblet med registerdata, i hvilket omfang deltagelse i frivilligt arbejde kan fungere som en trædesten mod arbejdsmarkedsdeltagelse for udsatte sociale grupper. Idéen er, at arbejdsløse fra udsatte grupper igennem deltagelse i frivilligt arbejde har mulighed for at opbygge kompetencer og skabe et socialt netværk, som måske kan styrke deres arbejdsmarkedsposition. Projektet er et samarbejde mellem forskere fra Aalborg Universitet og University College London.