Der findes tusindvis af kendte og ukendte stoffer, også kaldet metabolitter, i forskellige kropsvæv. Disse metabolitter kan bl.a. sige noget om hvordan vores kost påvirker vores risiko for sygdom samt om hvilke fødevarer vi regelmæssigt indtager. Dette projekt vil belyse hvorfor nogle kostmønstre, fx en middelhavskost, er forbundet med lavere risiko for at udvikle type 2 diabetes samt udvikle en ny metode til at få et objektivt mål for kostindtag i store befolkningsundersøgelser – begge ved hjælp af metabolitter.
Vi vil i et stort engelsk befolkningsstudie bruge en ny netværksalgoritme, der kan identificere potentielle kausale netværk af metabolitter der kobler bestemte kostmønstre til senere udvikling af type 2 diabetes. Disse mulige kausale sammenhænge vil blive efterprøvet ved brug af vores genetiske variation til at efterligne et lodtrækningsforsøg. Til slut vil vi genskabe resultaterne i en anden studiepopulation. Til at udvikle et objektivt mål for kostindtag, vil vi udføre et pilotstudie, der over en periode på 3 måneder vil indsamle information om kost gennem selv-rapporteret indtag og vha. flere urin- og hårprøver. Vores hypotese er, at metabolitter fra urin og hår, der repræsenterer indtag af forskellige fødevarer, kan give os et bedre og objektivt bud på vores kostindtag over en længere tidsperiode sammenlignet med selv-rapporteret indtag.
Vores vision er, at begge metoder kan anvendes til at belyse hvordan fremtidens kost skal sammensættes.