Vi anser ofte levende organismer som harmoniske biologiske enheder, men alt liv eksisterer i et konstant våbenkapløb med genetiske parasitter såsom virusser og transposons (”hoppende gener”). Disse parasitter har koloniseret genomerne i stort set alle arter og udgør omkring to tredjedele af det menneskelige genom. Spredning af genetiske parasitter kan ødelægge vigtige gener, så alle livsformer har udviklet forsvarsmekanismer, der modvirker de genetiske parasitter. Som modsvar udvikler parasitterne så mekanismer til at undvige disse forsvarsmekanismer, hvorefter våbenkapløbet kører videre med nye tilpasninger af forsvaret. Et våbenkapløb er en tilstand af accelereret teknologisk innovation og i biologi er teknologien gener. Med bevillingen fra DFF vil Peter Refsing Andersen afdække hvordan disse våbenkapløb forløber på molekylært niveau. Denne forskning vil blandt andet afsløre hvilke strategier de genetiske parasitter bruger til at undvige genomernes forsvarsmekanismer og samtidig kortlægge hvordan de gener, der udgør grundstammen af genomets forsvar tilpasser sig parasitternes konstante jagt på huller i bolværket. Med udgangspunkt i studier af bananfluer vil Peter Refsing Andersen med sin forskning dermed skabe et fundament til forståelsen af, hvordan det menneskelige genom er blevet formet af millioner af års våbenkapløb med genetiske parasitter.