Kinas sociale kreditsystem er et stort politisk prestigeprojekt, der efter planen skal implementeres i 2020. Det er fortsat uklart, hvad det præcise indhold af systemet kommer til at være, men ambitionen er, at alle borgere og virksomheder tildeles et identifikationsnummer og en tilhørende social kredit vurdering i form af et tal. Ifølge Kinas statsminister, Li Keqiang, skal systemet sikre, at der altid er grønt lys for personer med en høj score, og altid rødt lys for personer med en lav score. Det planlagte system skal gælde i hele Kina og administreres af staten på tværs af regioner og grænsen mellem land og by. Hermed får staten mulighed for at kontrollere borgere på tværs af forskellige lokaliteter i et stadigt mere mobilt samfund. Samtidig får Kinas mange migranter mulighed for at opbygge elektronisk registreret troværdighed på lige fod med lokale borgere. Forskningsprojektet vil følge implementeringen af det nye system for at undersøge, hvad det sociale kreditsystem vil betyde for tillid og kontrol mellem den mobile befolkning, lokalregeringer og virksomheder. Projektet vil dermed bidrage med ny viden på tre vigtige fronter: (1) En kortlægning af det faktiske indhold af Kina sociale kreditsystem. (2) En kulturelt forankret forståelse af samspillet mellem teknologi og tillid, (3) En nyfortolkning af vilkårene for Kinas mobile befolkning, i takt med at de opnår en livsstil, der minder om middelklassens.