Hjerneceller behøver store mænger ilt for at dække deres stofskifte. Hjernens blodforsyning er derfor nøje reguleret, så den dækker cellernes øjeblikkelige behov. Denne regulering gør det muligt at detektere hjerneaktivitet med hjerneskannere, som er følsomme overfor lokale ændringer i vævets blodforsyning.
En del af hjernens celler udgøres af interneuroner, som hæmmer omkringliggende nervecellers aktivitet via frigivelse af signalstoffet GABA. Det er uvist hvordan cellernes aktivitet påvirker den lokale blodforsyning. GABA interneuroner frigiver stoffer, som får blodkar til at trække sig sammen, sål hæmningen af hjerneaktivitet ledsages af et fald i blodforsyningen. Denne mekanisme synes imidlertid at true hjernevævets iltforsyning og dermed at kunne bidrage til den iltmangel, som menes at være medvirkende til udviklingen af sygdomme som bl.a. Alzheimer’s sygdom (AS).
Projektet skal undersøge en særlig type GABA interneuroner, som frigiver to stoffer med modsatrettede virkninger på blodgennemstrømingen. Ved hjælp af lys kan forskerne meget præcist regulere interneuronernes aktivitet og dernæst detektere ændringer i blodcellers hastighed i de nærliggende blodårer ved hjælp af et avanceret mikroskop.
Ved at undersøge disse interneuroners samspil med blodkarrene i hjernen hos normale mus, og mus med AS-lignede forandringer, håber vi dels at opnå bedre fortolkninger af hjernens aktivitet ud fra dens blodforsyning, dels at forstå interneuroners rolle ved udviklingen af demens.