Fjernelse af pesticider fra drænvand fra landbrugsjorde har høj prioritet i forbindelse med den grønne omstilling af landbruget. Udledning af pesticider fra landbrugsarealer i Danmark sker i høj grad via dræn og overfladeafstrømning til vandløb og grundvandsmagasinerne. Projektets formål er at undersøge de grundlæggende mekanismer i en ny renseteknologi baseret på in situ aktivering af rhizosfære oxidation, hvor der dannes hydroxylradikaler, der kan ken nedbryde pesticider og dermed reducere udledningen. Konceptet i teknologien er at planter, der normalt gror i vådområder, kan plantes langs bufferzoner og randzoner af landbrugsarealer og skabe en naturlig rensebræmme til fjernelse af pesticider uden forbrug af energi. Hypotesen er, at man ved at blande jernspåner (et billigt industrielt restprodukt) med biokul (eng. ”biochar”) i planters rodzone kan danne en matrix af selvforsynende mikroskopiske galvaniske celler, der passivt genererer en aktiv elektronpulje på biokul materialet. Ilt der frigives fra planterødderne vil diffundere til biokul materialet og fungere som elektronakceptor, hvorved der dannes hydroxylradikaler (·OH) i det sure miljø omkring planterødderne. Hydroxylradikaler vil effektivt oxidere/nedbryde pesticider til CO2 og H2O. Såfremt processen fungerer og har tilstrækkelig kapacitet og stabilitet over tid, vil metoden potentielt kunne udvikles til en prisbillig og robust metode til at reduce pesticid udledningen fra landbruget.