Projektet omhandler de matematiske metoder og algoritmer, som bruges i computersimuleringer af væskers og gassers bevægelse. Simuleringer anvendes i dag mange steder, f.eks. i udviklingen af nye vingedesign til fly og vindmøller.
Vi fokuserer her på systemer, hvor der både er en væske og en gas - f.eks. vand og luft – og dermed også en væskeoverflade. Enhver der har pjasket med vand som barn ved, at væskeoverflader kan have meget komplekse former og dynamik. Det stiller nogle helt særlige krav til de underliggende numeriske metoder, der omsætter de dynamiske ligninger til et sprog, som computere kan processere. Selv de bedste metoder i dag har en række begrænsninger ift. nøjagtighed og effektiv brug af computerkræfterne. Derfor er brugen af simuleringer stadig relativt beskeden indenfor industrier og ingeniørfag, der involverer komplekse væskeoverflader.
Det vil vi ændre ved at designe nye beregningsmetoder baseret på grundlæggende indsigter i overfladens og de styrende ligningers geometriske og dynamiske egenskaber. Et vigtigt aspekt er udvikling af metoder til at beregne overfladens krumning og de relaterede kræfter som følge af overfladespænding.
De nye metoder vil blive implementeret i open-source software, så alle kan få gavn af dem. Dette simuleringsværktøj vil have et utal af anvendelser, f.eks. simulering af brydende bølgers kræfter på skibe og havvindmøller, boblers dynamik i kemiske procesanlæg, udvikling af 3D printere og industrielle spray processer.