Projektet bidrager til udviklingen af nye forståelser af livet med demens, som kan hjælpe til, at sundhedspersonale bedre kan se og forstå mennesket bag sygdommen, og derigennem forbedre plejen på demensområdet. Ca. 90.000 mennesker lever med demens i Danmark og det er en invaliderende tilstand, der gradvist svækker det kognitive funktionsniveau og påvirker både personlighed og adfærd. Den danske demenshandlingsplan har som et hoved fokus at sikre høj kvalitet i den danske demenspleje indsats. Dog viser forskning og eksempler fra praksis, at mennesker med svær demens er i risiko for at blive udsat for en uhensigtsmæssig og mangelfuld pleje. En sådan demenspleje kan være relateret til en dehumaniserende forståelse af mennesker med demens' adfærd og handlinger som værende irrationel og meningsløs. Dette kan medføre, at de sundhedsprofessionelle ikke anerkender et menneske med demens’ status som værende en person. Forskning har dog vist, at det kan forbedre plejen af mennesker med demens, hvis livet med demens bliver forstået på en mere nuanceret måde, hvor plejepersonale har forståelse for, at denne sårbare gruppe fortsat er unikke personer og ikke blot er tomme skaller. Baseret på kvalitative interviews og observationer belyser dette ph.d.-projekt, hvordan forståelsen af mennesker med svær demens kan nuanceres og udvides, så de i højere grad anerkendes gennem meningsfyldte kropslige udtryk, der afspejler deres status som de personer de fortsat er.