Er der orden i kaos?
Molekyler er al tings fundamentale byggesten. I faste materialer er disse byggesten ofte stablet oven på – og ved siden af – hinanden i en stabil struktur; ligesom mursten stables, når man bygger et hus. Denne type materialer kaldes krystallinske, fordi molekylerne er arrangeret i et krystalgitter; som i f.eks. iskrystaller eller diamanter. Det faste materiales egenskaber er hovedsageligt bestemt af kræfterne mellem molekylerne, svarende til mørtlen mellem murstenene.
Der findes dog også en anden type fast materiale, hvor molekylerne befinder sig i en kaotisk, tilfældig orden. Denne type faste materialer kaldes amorfe materialer, og et berømt eksempel er vinduesglas. Det har vist sig, at samme forbindelse kan have forskellige amorfe former. Dette fænomen kaldes polyamorfisme. Fænomenet kan måske skyldes en tilbageblivende orden på lille skala (f.eks. mellem kun nogle få molekyler), hvorimod den overordnede orden forbliver tilfældig. Dette fænomen giver nogle meget fascinerende muligheder for såvel grundlæggende som anvendt videnskab.
For eksempel vil forskellige amorfe former af et lægemiddel muligvis vekselvirke forskelligt med menneskekroppen, og derved give mulighed for nye terapeutiske strategier. Målet med dette projekt er at undersøge disse såkaldte polyamorfer, for at svare på hvordan de formes, og om vi er i stand til at anvende dem, for eksempel i lægemiddel-udvikling.