Dyb hjernestimulation (DBS) af den subthalamiske kerne (STN) er en hurtig og effektiv behandling af Parkinson-patienter, der ikke kan behandles tilstrækkeligt med medicin. Virkningsmekanismen af DBS er dog stadig ukendt, selvom den menes at involvere nerveendernes evne til at ændre aktivitet, når de stimuleres. Vi vil undersøge, hvorvidt DBS ændrer mængden af nerveender i levende minigrise vha. PET skanninger med det nye sporstof [11C]UCB-J. Sporstoffet binder til et protein kaldet SV2A, som normalt pakker hjernes signalstoffer ind i små vesikler i nerveenderne. Da SV2A proteinet sidder i alle nerveender, vil PET billeddannelse med [11C]UCB-J give et indblik i nerveenernes placering og funktion i hele hjernen. Vi vil PET skanne Parkinson-minigrise med dette sporstof for at undersøge funktionen af nerveenderne. Herefter vil vi studere, hvad der sker med nerveenderne, efter de samme minigrise har fået DBS af STN. Vi vil PET skanne minigrisene 6 uger efter DBS for at følge den langvarige effekt. Dette studie vil hjælpe os til at kortlægge netværket af nerveender, der aktiveres under DBS af STN, og vil gøre os klogere på, hvordan virkningsmekanismen er i Parkinson-patienter. Derudover vil studiet bane vejen for, at vi kan studere DBS’s effekt på nerveenderne i sygdomme som Alzheimers og depression. Denne nye metode har stort potentiale i at kunne forudsige effekten af nye behandlinger, der påvirker nerveende aktiviteten.