Insekter udgør 3/4 af klodens dyrearter og deres artsrigdom kan bl.a. tilskrives fysiologiske tilpasninger til kulde- eller varme-stress. Således finder man insekter i næsten alle verdens økosystemer. Da mange insekter er af stor økonomisk og økologisk betydning er det vigtigt at forstå de fysiologiske tilpasninger der er bestemmende for deres temperaturtolerance – særligt i en tid hvor klimaet ændrer sig med stor hastighed. Vores forskergruppe har hjulpet med at kortlægge de væsentligste fysiologiske processer der bestemmer insekters kuldetolerance på organisme- og organ-niveau. Disse tilpasninger beror på cellernes evne til at fastholde en tilstrækkelig aktiv ion transport ved lav temperatur, men vi ved stadig kun lidt om de basale cellulære tilpasninger der muliggør aktiv transport i kuldetilpassede arter ved temperaturer som får mere kuldefølsomme arter til at gå i kulde-koma eller dø. Målet for dette projekt er at karakterisere hvorledes den biokemiske syntese af beskyttende kryoprotektanter og fastholdelsen af mitokondriernes ATP-produktion ved lav temperatur kan være medvirkende til at understøtte cellernes aktive transport. Disse studier vil sammenligne fysiologiske responser til lav temperatur i kuldetolerante såvel som kuldefølsomme arter for at identificere de centrale cellulære processer som adskiller disse arter og dermed afsløre de tilpasninger som definerer insekters kuldetolerance.