Placenta - moderkagen - er et bemærkelsesværdigt midlertidigt organ, som forbinder mor og foster under graviditeten. Gennem placenta overføres ilt, næringsstoffer og antistoffer til fosteret, mens affaldsstoffer udskilles den anden vej. Yderligere sker en betydelig hormonproduktion i placenta, som sikrer opretholdelse af graviditeten og igangsættelse af fødslen, når fosteret er færdigudviklet. En velfungerende placenta er således helt essentiel for et sundt graviditetsforløb. I dette DFF-Forskningsprojekt1 vil vi benytte tre komplementære tilgange til at studere de molekylære mekanismer i placenta. Den første tilgang indebærer analyser af genekspression i vævsprøver fra 400 placentaer indsamlet efter fødslen fra kvinder med ukomplicerede graviditeter. Her vil vi særligt undersøge hvordan genetisk regulering af ekspressionen af cytokiner i interleukin-1 familien påvirker graviditetens længde. Den anden tilgang er et genome-wide association studie af placentavægt. Her vil vi analysere genetiske data fra >80.000 mødre og børn og derved identificere gener med betydning for placentas vækst. Endelig indebærer den tredje tilgang en karakterisering af dynamiske ændringer i løbet af graviditeten af placenta-specifik genekspression baseret på 802 blodprøver indsamlet ugentligt fra 31 gravide kvinder. Samlet giver projektet et unikt indblik i de molekylære mekanismer i et ellers utilgængeligt organ med afgørende betydning for sund vækst og udvikling af fosteret og rettidig fødsel.