Næsten 74% af danskerne har gennemført COVID-19-vaccinationen. Når så mange vaccineres, vil mange kunne opleve symptomer, der opstår i tidsmæssig relation til vaccinationstidspunktet. Det kan skyldes bivirkninger ved vaccinen, men det kan også skyldes en tilfældighed. Når årsagen til de oplevede symptomer er ukendt, vil vaccinationen ofte være en håndgribelig forklaring og kan fejlagtigt tolkes som årsagen til symptomerne. For at opnå befolkningens tillid til COVID-19-vaccinerne, er det vigtigt at afkode hvilke formodede bivirkninger, der er forårsaget af vaccinen, og hvilke symptomer, der kan forklares af andre faktorer. I maj 2021 inviterede vi ca. 900.000 tilfældigt udvalgte borgere i alderen 16-65 år til en spørgeskemaundersøgelse omkring COVID-19-vaccinerne. Dataindsamlingen bestod af et baseline spørgeskema og 2 opfølgende spørgeskemaer. Baselinespørgeskemaet blev sendt ud i maj og det sidste spørgeskema sendes ud fra oktober 2021. Baselinespørgeskemaet indeholdt spørgsmål om vaccination, helbred og livsstil samt spørgsmål om symptomer (f.eks. hovedpine, træthed og svimmelhed) oplevet inden for de sidste 4 uger. I de opfølgende spørgeskemaer spørges der igen til symptomer. Med de indsamlede data vil vi undersøge hyppigheden og fordelingen af akutte bivirkninger efter vaccination. Desuden vil vi undersøge om uspecifikke symptomer optræder hyppigere blandt vaccinerede end forventet ud fra hyppigheden i baggrundsbefolkningen inden den blev vaccineret.