Hvert år køber den offentlige sektor i Danmark varer og tjenester i ca. 380 mia. kr.
Størrelsen af de offentlige indkøb gør udbud til et vigtigt - og nødvendigt - værktøj
til bekæmpelse af klimaændringer. Både internationalt og nationalt er offentlige
indkøb udvalgt som et vigtigt middel til at reducere den offentlige sektors
klimaaftryk. Der foregår endda overvejelser om at gøre grønne krav obligatoriske
både på EU plan og national plan.
På trods af det politiske fokus er der meget lidt viden om, hvordan offentlige indkøb
kan anvendes til at sikre en grøn dagsorden bedst muligt. Det overordnede mål med
PROCUREGREEN er at producere ny indsigt i, hvordan offentlige indkøb kan bidrage
til en grøn omstilling. Projektet vil afdække, hvordan grønne krav lovligt kan tages i
betragtning i offentlige kontrakter, og undersøge nationale data om, hvordan grønne
krav bliver anvendt i udbud. Særligt vil PROCUREGREEN undersøge, hvordan
offentlige myndigheder kan sikre, at leverandører også lever op til de grønne krav der
er angivet i kontrakterne. I sidste ende vil projektet hjælpe med at forstå, hvordan
offentlige myndigheder kan bruge de offentlige indkøb til at bekæmpe
klimaforandringer.