Vores daglige plastikforbrug er årsag til betydeligt ressourcespild fordi kun en mindre del genbruges direkte ved omsmeltning til nye produkter. Plastik fremstilles af kemikalier lavet af råolie, primært molekyler der findes i eller laves af benzin. Hvis vi kunne genomdanne plastik til benzin, der kan oparbejdes til ny plastik, kunne vi opnå kemisk genanvendelse af den plastik der ikke kan genanvendes ved omsmeltning. Plastik fremstilles af molekyler kaldet monomerer. Under en kemisk proces kaldet polymerisation, danner monomererne lange kæder af molekyler, kaldet polymerer, som er plastik. For nogle få typer af plastik kan denne proces køres baglæns, med efterfølgende oprensning og fremstilling af ny plast, men for de mest anvendte plasttyper som feks polyethylen og polypropylen er dette ikke muligt. Ved opvarmning af disse plasttyper til 400 til 500 °C uden ilt (kaldet pyrolyse) kan de omdannes til en væske der minder om råolie, men kun en mindre del af denne olie er benzin der kan oparbejdes til ny plast. Dette projekt udvikler og undersøger en proces hvor plastik lynopvarmes sammen med brint og en katalysator under højt tryk (kaldet katalytisk hydropyrolyse), for at omdanne det til benzin med højt udbytte, der efterfølgende kan oparbejdes til ny plast eller anvendes som brændstof. Projektet undersøger effekten af katalysator, tryk og temperatur samt effekten af forskellige plastiktyper, rene og i blandinger.