Autoimmun hepatitis (AIH) er en kronisk leversygdom, der udvikles på grund af ubalance i immunsystemet som et resultat af genetik og påvirkning fra miljømæssige faktorer. Tilsvarende sygdomsmekanisme findes måske for psykisk sygdom. AIH associeret med betydelige sygelighed og dødelighed, og patienterne er ofte bekymrede over, om sygdommen også kan påvirke deres børn. Viden om sygdomsprognosen og eventuel udvikling af komplikationer til sygdommen kan være til psykisk belastning for både patienterne og deres børn. Enkelte studier tyder på nedsat livskvalitet og depressive symptomer hos patienter med AIH, men det er aldrig blevet systematisk undersøgt, hvorvidt patienter med AIH og deres børn i højere grad end baggrundsbefolkningen udvikler psykisk sygdom. Det er heller aldrig undersøgt, om børn af forældre med AIH har en højere dødelighed end baggrundsbefolkningen. De danske sundhedsregistre giver en unik mulighed for at foretage familiestudier. Vores formål er at undersøge forekomsten af psykisk sygdom på AIH diagnosetidspunktet og udvikling af psykisk sygdom efter diagnosetidspunktet hos danske patienter med AIH og hos børn af patienterne og at sammenligne med baggrundsbefolkningen. Vores formål er også at undersøge dødeligheden blandt børn af forældre med AIH og at sammenligne med baggrundsbefolkningen.