Cellerne i tyktarmens slimhinde varetager to væsentlige funktioner. Dels udgør slimhindens celler en barrierefunktion mod indtrængen af sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Dels er de ansvarlige for optagelse af væske og næringsstoffer fra tarmen. Normalt absorberes 1,5-2 liter væske dagligt fra tyktarmen. Forstyrrelser i slimhindens funktion kan resultere i hyppige og invaliderende lidelser som f.eks. inflammatorisk tarmsygdom, infektiøs diarre eller irritabel tyktarm. Forhøjede mængder galdesyrer i tarmen kan medføre diarréer ved at forstyrre slimhinden. Vand optages fra tyktarmen enten ved passage mellem tarmcellerne eller gennem cellerne via vandkanalproteiner (aquaporiner). Adskillige typer aquaporiner er fundet i tyktarmen. I dette projekt ønsker vi endeligt at afklare hvilke aquaporiner, der findes i tyktarmen. Vi ønsker at bestemme, om de reguleres via galdesalte både mht. forekomst og cellulær lokalisation. Endelig ønsker vi at afklare aquaporinernes funktionelle bidrag til væskeoptagelse/udskillelse fra tarmen under normale forhold samt under stimulation med galdesalte. Prof. Stephen Keely, Royal College of Surgeons i Irland, en anderkendt forsker indenfor galdesaltes rolle i tarmfysiologi, er desuden involveret i projektet. Studiet kan føre til nye opdagelser indenfor dette område og åbne muligheder for nye behandlingsmål for tyktarmslidelser.