Opretholdelse af tilstrækkelig blodtilførsel til at dække det lokale iltbehov er afgørende for en persons fysiske formåen og for at undgå udvikling af sygdom. I dette projekt vil vi undersøge, hvordan ophobningen af affaldsstoffer fra stofskiftet påvirker blodkarrenes diameter – og dermed blodtilførslen – samt hjertets og muskulaturens funktion. Vi vil vurdere, i hvilket omfang effekten af affaldsstofferne på hjerte og kredsløb påvirker udholdenhed under løb – både akut og under længere tids træning. Forsøgene vil blive udført på mus, hvor proteiner af betydning for at registrere den lokale koncentration af affaldsstoffer kan manipuleres, så deres funktion kan afklares. Det er håbet, at vores fund kan bidrage til at bedre den fysiske formåen og mindske sværhedsgraden af symptomer hos patienter med hjerte- og kredsløbslidelser.