Rekrutteringen af talenter og kompetencer fra udlandet er afgørende for økonomisk vækst på tværs af OECD-lande. Antallet og mangfoldigheden af højtkvalificerede udenlandske arbejdstagere er også vokset betydeligt i de sidste 10 år inden for OECD. Men mobiliteten i kompetencer og viden på tværs af landegrænser foregår ikke gnidningsfrit. For at forstå arbejdsmigranters mange forskellige adgange til arbejdsmarkedet og lokale sociale netværk har migrationslitteraturen anvendt begrebet ’inkorporation’, men begrebet er fortsat under-teoretiseret. I to forbundne delprojekter videreudvikler vi begreberne kompetence- og socialinkorporering med udgangspunkt i perspektiver fra de højtkvalificerede udenlandske arbejdstagere selv, deres familier og deres ledere (en sådan undersøgelse der integrerer multiple aktørers perspektiver har ikke tidligere været gennemført). Projektet trækker på flere litteraturer. I delprojekt 1 indsamler vi data fra 72 deltagere på tværs af 14 danske STEM virksomheder/arbejdspladser ved hjælp af interviews og vignetter. I delprojekt 2 følger vi 25 udvalgte højtkvalificerede udenlandske arbejdstagere og deres familier i 12 måneder for at kortlægge deres sociale inkorporering.