Klamydia, som forårsages af bakterien Chlamydia trachomatis (C.t.), er den mest almindelige seksuelt overførte sygdom i verden, og det er blevet en international prioritet at udvikle en klamydia vaccine. Det optimale immunsvar mod Klamydia er ikke kortlagt, og særligt vides meget lidt om Th17 T cellers rolle. Vi har dog præliminære data, der for første gang indikerer at Th17 T celler er helt nødvendige for beskyttelse mod en genital infektion, og desuden at Th17 T celler kan underinddeles i adskillige Th17 subsets, med hidtil ukendt funktion. I dette projekt vil vi nøje bestemme funktionen af hver enkelt af de forskellige Th17 T celle subsets, beskrive hvordan de bidrager til beskyttelsen, og udvikle en vaccine strategi som er i stand til at generere netop de Th17 T celler, der er mest beskyttende. Dette vil lede til helt ny information om Th17 T celler, samt en ny og effektiv Klamydia vaccine.